Studieretning

Bioanalytiker

Ergoterapeut

Ernæring og Sundhed

Fysioterapeut


Global Health Studietur

Lærer

Medicin

Organisation (Uni)

Pædagog

Psykomotorik

Radiograf

Socialrådgiver

Sygeplejerske

Lange ophold

Korte ophold

50+ ophold


Global Volontør Ung i Malawi

Malawi er et af de mindst udviklede lande i Afrika og kæmper blandt andet mod høj fattigdom, stigende antal tilfælde af HIV/AIDS og lavt uddannelsesniveau. Som frivillig i Malawi vil du arbejde for udbredelsen af kvinder og pigers rettigheder og mulighed for at tage en uddannelse.

 

OBS!!! Specialophold til august med Global Platform i Tanzania!

Alle Global Volontør UNG ophold starter med en måneds ophold på en af vores Globale Platforme, for at du kan blive grundigt forberedt på dit volontørophold. På vores afgang i august starter du med en måneds Global Platform ophold i Tanzania (i stedet for i Kenya). Programmet er det samme, men selvfølgelig i en Tanzaniansk kontekst i stedet. Har du spørgsmål til Global Platform opholdet i Tanzania skal du endelig ringe, skrive eller chatte med os.

 

Hvad kan du arbejde med?

I Malawi kører vores programmer gennem Action Aid Malawi, hvor dit arbejde hovedsageligt vil fokusere på kvinderettigheder og undervisning. Du har mulighed for at vælge mellem følgende placeringer:

Lilongwe - Undervisning af børn og unge /  børn og unges sundhed

Lilongwe er Malawis hovedstad, og her vil du blive tilknyttet en kvindegruppe, som driver to lokale institutioner, der beskæftiger sig med børns velfærd. Børnene vil være i alderen 2-8 år.
Dit arbejde vil bestå i at assistere de lokale pædagoger i deres daglige arbejde, som, udover almindelig omsorg og arrangering af sociale aktiviteter, også vil indebære undervisning i engelsk og matematik, tilsyn med børnenes sundheds- og ernæringsmæssige tilstand, samt bidrage til at videreudvikle og forbedre institutionen. Dette vil blandt andet foregå ved at hjælpe pædagogerne med udarbejdelsen af rapporter og evalueringer.

Ntchisi - Kvinder: Undervisning af børn og unge

Ntchisi ligger cirka 150 km. fra Lilongwe, og her vil du samarbejde med et lokalt undervisningsnetværk, hvis målgruppe består af 600 piger fra forskellige ungdomsklubber samt tre mødregrupper. Dit arbejde vil bestå i at undervise pigerne i engelsk og matematik, samt arrangere lektiehjælp og rådgivning i forbindelse med deres uddannelse. Derudover vil du skulle fungere som 'rollemodel' for pigerne og motivere dem til at fortsætte med deres skole. Dette vil blandt andet foregå ved at have samtaler med pigerne omkring deres interesser og fremtidsønsker, samt udarbejde undervisningsstrategier med de lokale lærere.

Mzimba - Kvinder – Undervisning af børn og unge

Mzimba ligger 250 km. fra Lilongwe, og dit arbejde vil bestå af undervisning i engelsk og matematik, samt hvis du har nogle relevante kompetencer inden for andre fag. Du vil også få mulighed for at arrangere sportsaktiviteter. Udover undervisningen på den lokale skole vil du blive tilknyttet et kvindeinitiativ som rollemodel, hvor dit arbejde vil bestå i at have motivationssamtaler med unge piger omkring deres uddannelse. Dette vil foregå i ungdomspigeklubber og i de omkringliggende landsbyer, hvor du sammen med kvindeinitiativet vil skulle rundt og informere om vigtigheden af uddannelse samt pigernes muligheder og rettigheder på området.

Machinga - Undervisning og organisationsarbejde

I Machinga vil du blive tilknyttet en lokal skole, hvor du vil få mulighed for at undervise i engelsk, matematik eller idræt. Alt afhængig af dine kompetencer vil der være mulighed for at undervise i forskellige fag, så skriv endelig i din tilmelding, hvis du har nogle præferencer. Udover undervisning vil du også have samtaler med piger fra den lokale kvindegruppe, hvor fokus vil være at motivere dem til at fortsætte og gennemføre deres uddannelse.

Du vil bruge tre af ugens dage på skolen og de sidste to hos Action Aid Malawis partnerorganisation, hvor du vil få mulighed for at hjælpe dem med at evaluere og dokumentere deres programmer, som omhandler lokalt demokrati, ligestilling og oplysning.

Ved alle projekter vil du blive tilknyttet en kontaktperson, som kan tale engelsk. 

Du skal være opmærksom på, at det kan blive nødvendigt, at du selv tager initiativ til arbejdsopgaver, hvis der ikke er nok arbejde i det projekt, du er tilknyttet. Samtidig giver det dig også mulighed for at igangsætte nye projekter. 

Når du tilmelder dig opholdet, skal du lave en prioriteret rækkefølge over, hvilke projekter du bedst kunne tænke dig at arbejde med. Global Contact gør alt for at imødekomme dine ønsker, og hvis det ikke lykkes, vil du blive kontaktet af os. 

Hvor meget skal du arbejde?

Arbejdstiden er i dagtimerne og vil være på ca. 25-30 timer om ugen. Har du lyst til at tage initiativ til mere, vil der oftest være mulighed for dette. Du kan igangsætte egne eller fælles projekter på stedet eller i lokalområdet.

Det forventes, at du arbejder 5 dage om ugen, men i weekenden har du fri til at slappe af, tage på mindre ture eller mødes med andre volontører. Hvis du ønsker at tage en forlænget weekend, kan det oftest arrangeres med arbejdsstedet. Ferier og helligdage varierer. Din kontaktperson vil fortælle dig om eventuelle lukkedage, når du ankommer til dit projekt.

 

Hvor skal du bo under dit frivillige arbejde?

Du bliver indkvarteret hos en lokal familie - oftest en børnefamilie - der har tilknytning til den organisation, du arbejder for. Du vil få et værelse separat eller et værelse til deling med din rejsekammerat. Du vil have adgang til elektricitet, men elektriciteten kan i nogle tilfælde være ustabil. At bo hos en lokal familie er i sig selv en stor del af at bo i og blive del af en anden kultur. Det giver dig en unik mulighed for at snakke med de lokale, lære normer, traditioner og kultur bedre at kende, blive taget med til forskellige private arrangementer, samt få et familiært hjem og et lokalt tilhørsforhold, hvilket alt sammen medvirker til, at du kommer helt tæt på befolkningen, samfundet og kulturen.  Hos 

Mad og drikke

En vigtig del af dit ophold er det kulturelle møde med den lokale befolkning og deres skikke og madvaner. Du får herved muligheden for at spise det lokale mad. Du vil spise det samme som din familie, og der vil ikke blive tilberedt særlig mad til volontører. Alle måltiderne er inkluderet i opholdet, medmindre andet er oplyst. Du vil altid have adgang til drikkevand, hvor du bor. Hvis kvaliteten er lav, vil vandet enten være kogt eller filtreret. 

Sprog

I Malawi vil du blive mødt med et stort "Takulandirani!", som velkommen hedder på det lokale Chichewa-sprog. Der vil altid være én i din værtsfamilie, du bor hos, der taler engelsk. Størstedelen af befolkningen i Malawi taler engelsk.

Dit lokalområde

I Malawi samarbejder vi med vores Action Aid kontor, så der er mulighed for at blive placeret flere forskellige steder i hele landet.
Du vil komme til at bo i en mindre by i naturskønne omgivelser. Alle vores samarbejdspartnere spiller en vigtig rolle i lokalmiljøet, og du vil blive vel modtaget af befolkningen. Det forventes samtidig, at du går aktivt ind i kulturmødet. Der kan godt være flere volontører i den by, du bor i, men typisk er der ikke et stort backpackermiljø, da vi prøver at finde arbejdssteder, hvor du kan blive en del af lokalmiljøet.

Sikkerhed

Din sikkerhed er altid førsteprioritet, når du tager af sted med Global Contact. Vi er altid yderst opmærksomme på sikkerhedssituationen i de lande, hvor vi tilbyder ophold, og du kommer kun af sted, hvis vi kan stå inde for din sikkerhed. Derfor:

  • Bliver du hentet i lufthavnen, når du ankommer.
  • Holder vores medarbejdere i regionen og vores lokale partnere os løbende opdateret.
  • Vil vores lokale partner sørge for, at du er i sikre hænder under hele dit ophold, og at du har en personlig kontaktperson.
  • Vil din koordinator fra Global Contact være i løbende kontakt med dig under hele dit ophold.
  • Vil du altid have muligheden for at ringe til vores nødtelefon, hvis der skulle opstå en nødssituation.

Yderligere er opholdet på Global Platform med til at skabe en tryg ramme om dit ophold, da du bliver forberedt på, hvordan det er at stå på egne ben i et fremmed land. Vi lægger stor vægt på, at du er godt klædt på til de oplevelser, der venter dig, og vores professionelle undervisere vil sikre, at du får et godt indblik landets sprog, kultur, religion m.m.

Vi sørger med andre ord for en meget grundig forberedelse op til dit ophold og for den optimale sikkerhed under dit ophold. Så lytter du til folkene omkring dig, følger deres råd og bruger din sunde fornuft, kommer du ikke galt af sted.

Skulle uheldet være ude, inkluderer dit ophold en Gouda Super Forsikring med den højeste forsikringsgrad.

5 gode råd:

  1. TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Se dig altid for og sæt ikke din lid til færdselsregler. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
  2. TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
  3. VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
  4. SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
  5. POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering. 

 

Godt forberedt

Når du skal hjælpe andre, er det vigtigt, at din hjælp faktisk også gavner. Derfor sørger vi for, at du får redskaberne, så du er klædt godt på til at kunne gøre en forskel. På den måde sikrer vi, at det bliver en god oplevelse at være af sted. Både for dig og det sted, hvor du er volontør.

Grundkursus i København

Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. Her får du grundig information om dit projekt, og hvor du skal bo. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Her vil komme en tidligere volontør fra netop det land, du skal til, så du kan stille små og store spørgsmål til en, der har været det hele igennem. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, høre mere om Global Platform, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy samt vejledning fra en læge. Det er også på Grundkurset, at du møder de andre volontører, som du skal rejse med. Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh. N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.

Global Platform i Kenya

Alle der tager til Afrika starter med 4 uger på Global Platform Kenya. Her forberedes du og andre unge på opgaven som volontør i en afrikansk kultur ved at lære om, hvilke kræfter der er på spil - både de kræfter, der arbejder for at skabe forandring, og de, der holder fast i status quo. Vi tager fat dér, hvor Grundkurset slap, men bliver praktisk orienteret med fokus på den afrikanske kultur. Du kommer på mange ekskursioner, laver aktiviteter med de lokale og gør dig de første erfaringer med at være volontør, når du kommer ud og prøve at undervise, arbejde med konkrete cases, lave workshops med de lokale unge og tage på projektbesøg. Du vil lære om historien, religionerne, globalisering, det politiske miljø og kulturforståelse. Undervejs i forløbet vil du, med vejledning fra de danske og lokale facilitatorer, planlægge et mini-projekt, som du selv vælger. Projektet kan du evt. føre ud i livet, når du senere selv skal ud som volontør. Og så skal du selvfølgelig have det sjovt! Du vil desuden blive undervist i swahili, så du kan kommunikere med lokalbefolkningen.
Global Platform Kenya deler hus med Daraja Academy, en lokal kostskole for udsatte kenyanske piger. Under dit ophold vil du spise, lave sociale aktiviteter og afholde workshops med pigerne fra Daraja Academy.
Daraja Academy holder ferie i april, august og december, så i disse perioder vil pigerne ikke være på skolen under hele dit ophold på Global Platform Kenya. Læs mere om Global Platform.

Ankomst på dit projekt

Efter Global Platform flyver du til Malawi, hvor du vil blive modtaget af folk fra vores kontor. Efter nogle dages introduktion, hvor du lærer mere om lokalområdet og dit arbejdsted, vil du blive hjulpet i gang med dit arbejde og indlogeret hos din værtsfamilie.

Hjemkomstweekend

Global Contact tilbyder alle volontører en hjemkomstweekend efter endt ophold. Her kan du gense dine rejsefæller, evaluere dit ophold og dele dine oplevelser med andre. Der er også workshops i formidling, kampagne eller idéer til, hvordan du kan lave frivilligt arbejde, hvis du har mod på det. Hjemkomstweekenden finder sted 1-2 måneder efter, at du er kommet hjem. Hjemkomstweekenden inkluderer kost og logi og afholdes på Global Platform i København, Fælledvej 12, Kbh N. Læs mere om hjemkomstweekenden her.

 

Tilmelding

Når du bestiller dit ophold kan du vælge også at lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede).

Du bør senest tilmelde dig 10 uger før din afrejse, men jo tidligere du melder dig, des større chance er der for, at vi kan opfylde dit ønske om arbejdssted og en evt. rejsekammerat. Du kan reelt melde dig helt op til Grundkurset, men så kan vi ikke love at du vil få alle detaljer om arbejdssted og værtsfamilie på kurset.

Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
 

Hvad koster opholdet?

Volontørophold 16 uger                                                             Pris ialt DKK

4 uger på Global Platform Kenya   
  
12 ugers volontørophold Malawi

 
 
22.500 kr.*
Volontørophold med Global Platform i Tanzania- August 2013 Pris ialt DKK

4 uger på Global Platform Tanzania
   
12 ugers volontørophold Malawi

 
  
22.500 kr.*
 *Du kan trække 2.500 kr af beløbet fra i skat. Global Contact sørger for at indberette dette på dine vegne. 

 

 

Skal Global Contact købe din flybillet?

Flystrækninger og rejseforsikring                                          Pris ialt DKK

Fly: København - Global Platform Kenya - Malawi - København
 
Forsikring: Gouda Super (ca. 2.500 kr.) 

 
  
9.600 kr.
Flystrækninger og rejseforsikring Pris ialt DKK

Fly: København - Global Platform Tanzania - Malawi - København
    
Forsikring: Gouda Super (ca. 2.300 kr.) 

 
  
14.400 kr.

 

Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet

  • Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
  • Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
  • Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
  • Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
  • Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
  • Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
  • Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter

 

Vil du selv sørge for fly og forsikring?

Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve volontøropholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.

Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.

Global Contacts økonomi

Vi tror på fuld økonomisk gennemsigtighed. Derfor kan du altid få at vide hvad dine penge går til når du tager af sted med os. Klik og se hvordan udgifterne fordeles.

 

Visum

Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre, hvordan du søger visum.

…til dit ophold i Kenya
Du skal have visum, når du rejser til Kenya. Visummet søges i Nairobi lufthavn, og koster 50$, der  betales kontant. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.

Når du ansøger, skal du oplyse din kontaktadresse så det er en god idé at skrive adressen herunder ned i forvejen:
ActionAid International Kenya
AACC Building, Waiyaki Way
Box 42814-00100, Nairobi

…til dit ophold i Malawi
Du skal have visum, når du rejser til Malawi. Visummet er gratis og fås i Lilongwe lufthavn, når du ankommer. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.

Rejseforsikring

Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen efter du er rejst, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.

Vaccination

Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig, når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.
OBS: Global Platform Kenya ligger i et malariafrit område, så det er ikke nødvendigt at tage malariapiller, mens du er der.

Husk at du er gæst

Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel. Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, som Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for egen regning og uden refusion.

Videre rejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet

Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du sige det ved tilmeldingen. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du skifter mening undervejs og gerne vil opleve mere af lokalområdet, tage på safari eller dykke med dem, du har mødt undervejs. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af pris.

Telefon

Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater. Din kontaktperson kan hjælpe dig med dette.

Medlemskab

At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Du melder dig ind i forbindelse med din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.

Søg efter ophold
Infomøder

Det er altid forbundet med en masse spørgsmål at tage ud i verden. Derfor afholder Global Contact jævnligt informationsmøder.

Tilmeld dig næste infomøde

Vil du vide mere

Malaika Bueno

Så venligst kontakt
Malaika Bueno
mbu@ms.dk
Tlf. 7731 0022

Hvornår vil du af sted?
Ratings fra volontører i Malawi

Malawi - Rating

Ny partner
Ingen ratings endnu
 

 

    Vil du vide mere?
    Så skriv og spørg en
    volontør der har været
    i Malawi