Global Volontør Ung i Filippinerne
Filipperne har udviklet sig meget de seneste år, men der er stadig store forskelle på rig og fattig internt i landet. I Filippinerne kan du som frivillig gøre forskel for gadebørn via. opsøgende arbejde, aktiviteter på børnehjem, basal undervisning og ernæringsprogrammer.
Vil du gøre en forskel?
Som volontør gør du en forskel lokalt, mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke og anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verdenen. At være volontør betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.

Hvad kan du arbejde med?
På Filippinerne samarbejder vi med to organisationer, der kører forskellige projekter, som alle tager udgangspunkt i arbejdet med gadebørn i forskellige aldre. Alle projekter finder sted i og omkring Manila, både i byen hvor der arbejdes med gadebørn i slumkvarterer, samt på børnenes day-care centres, men også mere landligt på børnehjemmene og på kaffefarmen.
Begge organisationer laver direkte opsøgende gadebørnsarbejde, som du vil kunne tage del i, dette er dog ikke på fuld tid, men ca. én gang i ugen. En del af det opsøgende gadebørnsarbejde er blandt andet et kost og ernæringsprogram for de fejlernærede børn.
Gadebørn og børnehjem
På Filippinerne arbejder du frivilligt for at skabe forandring med
gadebørn, slumbørn og misbrugte børn. Du vil hjælpe organisationen med deres daglige aktiviteter, lave projekter med børnene og derigennem være med til at give dem den hjælp og omsorg, de mangler. Du er altså er med til, gennem lege, udflugter og socialt samvær, at skabe adspredelse i den hårde virkelighed de lever i. Det handler om at opfylde børnenes basale behov og derudover forbedre deres fremtidsmuligheder gennem undervisning og aktiviteter. Målet er at give børnene en mulighed for at skabe en lysere fremtid for dem selv.
Eksempelvis er det nyeste projekt en kaffebar placeret i Metro
Manila drevet af drenge, der tidligere har boet på et af centrene. Kaffebaren giver drengene en mulighed for at opnå erfaring og uafhængighed gennem arbejdet og overskuddet fra caféen går til organisationens mange projekter. Kaffen der sælges er desuden dyrket på børnehjemmets kaffefarm, hvor børnene dyrker kaffen og derigennem får viden om landbrug.
Organisationerne eksisterer på grund af passionerede ansatte, der arbejder, bor og gør en forskel på de forskellige centre.
Undervisning
Børnene på børnehjemmene bliver også undervist i forskellige fag såsom engelsk, matematik, geografi og kunst, hvilket du kan hjælpe med. Der bliver også arrangeret forskellige sports- og teateraktiviteter, og der vil være masser af muligheder for selv at være med til at komme på og arrangere aktiviteter. Det kan være, du selv dyrker en sport eller hobby, du kan introducere på stedet og lære børnene.
Det er en stor ressource for organisationen at få frivillige, der kan hjælpe
til med disse aktiviteter. Gennem arbejdet kan du være med til at skabe en bedre hverdag for børnene og give dem den omsorg og opmærksomhed, de har brug for. Der lægges vægt på, at du i høj grad selv kan være med til at præge aktiviteterne gennem eget initiativ og interesser.
Du kommer ikke til at arbejde på ét børnehjem i 3 mdr., men vil være tilknyttet flere fast og kommer altså til at kende børnene du arbejder med. Du kommer derved rundt i organisationen og får et unikt indblik i arbejdet, og de udfordringer dårligt stillede børn i Filippinerne lever med,.
Hvor meget skal du arbejde?
Arbejdstiden er i dagtimerne og vil være på ca. 37 timer om ugen. Har du lyst til at tage initiativ til mere, vil der oftest være mulighed for dette. Du kan igangsætte egne eller fælles projekter på stedet eller i lokalområdet.
Det forventes at du arbejder 5 dage om ugen, men i weekenden har du fri til at slappe af, tage på ture eller mødes med andre volontører. Hvis du ønsker at tage en forlænget weekend under dit ophold, kan det ofte arrangeres med arbejdsstedet. Ferier og helligdage varierer. Din kontaktperson vil fortælle dig om evt. lukkedage, når du ankommer til dit projekt.
Da der er begrænset optag af volontører hver måned anbefaler vi, at du melder dig til så snart du ved du vil af sted.
Hvor skal du bo under dit frivillige arbejde?
Du vil blive indlogeret på organisationens center, kun ét sted bor man hos værtsfamiile, så forvent at bo på centeret. Du vil få dit eget værelse, som du højst sandsynligt vil dele med den anden volontør. Udover de danske volontører kan der også være andre internationale volontører på stedet. Du vil have adgang til elektricitet, men den kan i nogle tilfælde kan være ustabil.
Mad og drikke
En vigtig del af dit ophold er det kulturelle møde med den lokale befolkning og deres skikke og madvaner, og derfor spises alle måltider sammen med din værtsfamilie eller den organisation, du bor hos. Du vil spise det samme som din familie og organisation, og der vil ikke blive tilberedt særlig mad til volontører. Alle måltiderne er inkluderet i opholdet, medmindre andet er oplyst.
Du vil altid have adgang til drikkevand på din placering. Hvis vandet ikke er rent i dit lokalområde, vil det enten være kogt eller filtreret.
Sprog
Det lokale sprog i Filippinerne er tagalog, men mange af dem, der arbejder for organisationen, snakker engelsk.
Dit lokalområde
Organisationen du skal arbejde og bo hos ligger i o omkring Filippinernes hovedstad Manila. Her er masser af aktivitet og liv, og du kan nemt få tiden til at gå, når du ikke arbejder. Det er også nemt at tage ud og besøge mindre byer og naturskønne områder i weekenderne, når du har fri. Filippinerne er især kendt for sine mange smukke øer og strande. Der er et behageligt klima året rundt.
Der kan godt være flere volontører i den by, du bor i, men typisk er der ikke et stort backpackermiljø, da vi prøvet at finde arbejdssteder, hvor du kan blive en del af lokalmiljøet.
Sikkerhed
Din sikkerhed er altid førsteprioritet, når du tager af sted med Global Contact. Vi er altid yderst opmærksomme på sikkerhedssituationen i de lande, hvor vi tilbyder ophold, og du kommer kun af sted, hvis vi kan stå inde for din sikkerhed. Derfor:
- Bliver du hentet i lufthavnen, når du ankommer.
- Holder vores medarbejdere i regionen og vores lokale partnere os løbende opdateret.
- Vil vores lokale partner sørge for, at du er i sikre hænder under hele dit ophold, og at du har en personlig kontaktperson.
- Vil din koordinator fra Global Contact være i løbende kontakt med dig under hele dit ophold.
- Vil du altid have muligheden for at ringe til vores nødtelefon, hvis der skulle opstå en nødssituation.
Yderligere er opholdet på Global Platform med til at skabe en tryg ramme om dit ophold, da du bliver forberedt på, hvordan det er at stå på egne ben i et fremmed land. Vi lægger stor vægt på, at du er godt klædt på til de oplevelser, der venter dig, og vores professionelle undervisere vil sikre, at du får et godt indblik landets sprog, kultur, religion m.m.
Vi sørger med andre ord for en meget grundig forberedelse op til dit ophold og for den optimale sikkerhed under dit ophold. Så lytter du til folkene omkring dig, følger deres råd og bruger din sunde fornuft, kommer du ikke galt af sted.
Skulle uheldet være ude, inkluderer dit ophold en Gouda Super Forsikring med den højeste forsikringsgrad.
5 gode råd:
- TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Se dig altid for og sæt ikke din lid til færdselsregler. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
- TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
- VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
- SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
- POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering.
Godt forberedt
Når du rejser ud for at hjælpe andre, er det vigtigt, at din hjælp faktisk også gavner. Derfor sørger vi for, at du får redskaberne, så du er klædt godt på til at kunne gøre en forskel. På den måde sikrer vi, at det bliver en god oplevelse at være af sted. Både for dig og det sted, hvor du er volontør.

Grundkursus i København
Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. Her får du grundig information om dit projekt, og hvor du skal bo. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Her vil komme en tidligere volontør fra netop det land, du skal til, så du kan stille små og store spørgsmål til en, der har været det hele igennem. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, høre mere om Global Platform, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy samt vejledning fra en læge. Det er også på Grundkurset, du møder de andre volontører, som du skal rejse med. Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.
Global Platform i Nepal
Alle der tager til Asien starter med 4 uger på Global Platform Nepal, der ligger som en oase midt i Kathmandus pulserende liv. Her forberedes du og andre unge på opgaven som volontør i en asiatisk kultur ved at lære om, hvilke kræfter der er på spil - både de kræfter, der arbejder for at skabe forandring og de, der holder fast i status quo. Vi tager fat der, hvor Grundkurset slap, men bliver praktisk orienteret med fokus på den asiatiske kultur. Du kommer på mange ekskursioner, laver aktiviteter med de lokale og gør dig de første erfaringer med at være volontør, når du kommer ud og prøve at undervise, arbejde med konkrete cases, lave workshops med de lokale unge og tage på projektbesøg. Du vil lære om historien, religionerne, globalisering, det politiske miljø og kulturforståelse. Undervejs i forløbet vil du med vejledning fra de danske og lokale facilitatorer planlægge et mini-projekt, som du selv vælger. Projektet kan du evt. føre ud i livet, når du senere selv skal ud som volontør. Og så skal du have selvfølgelig have det sjovt! Du vil desuden blive undervist i nepali, så du kan kommunikere med lokalbefolkningen. Læs mere om Global Platform eller følg med i deltagernes oplevelser på Global Platform Nepal på deres blogside.
Ankomst på dit projekt
Efter Global Platform flyver du til Filippinerne, hvor du vil blive hentet i Manila lufthavn af vores lokale partner. Efter nogle dages introduktion, hvor du lærer mere om lokalområdet og dit arbejdsted, vil du blive kørt ud til projektcenteret, hvor du skal bo og arbejde.
Hjemkomstweekend
Global Contact tilbyder alle volontører en hjemkomstweekend efter endt ophold. Her kan du gense dine rejsefæller, evaluere dit ophold og dele dine oplevelser med andre. Der er også workshops i formidling, kampagne eller idéer til, hvordan du kan lave frivilligt arbejde, hvis du har mod på det. Hjemkomstweekenden finder sted 1-2 måneder efter, du er kommet hjem. Hjemkomstweekenden inkluderer kost og logi og afholdes på Global Platform i København, Fælledvej 12, Kbh N. Læs mere om hjemkomstweekenden her.
Tilmelding
Når du bestiller dit ophold kan du vælge også at lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede).
Du bør senest tilmelde dig 10 uger før din afrejse, men jo tidligere du melder dig, des større chance er der for, at vi kan opfylde dit ønske om arbejdssted og en evt. rejsekammerat. Du kan reelt melde dig helt op til Grundkurset, men så kan vi ikke love at du vil få alle detaljer om arbejdssted og værtsfamilie på kurset.
Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
Hvad koster opholdet?
| Volontørophold 16 uger | Pris ialt DKK |
|
4 uger på Global Platform Nepal 12 ugers volontørophold Filippinerne |
19.100 kr.* |

Skal Global Contact købe din flybillet?
| Flystrækninger og rejseforsikring | Pris ialt DKK |
|
Fly: København - Global Platform Nepal - Filippinerne - København Forsikring: Gouda Super (ca. 2.500 kr.) |
13.300 kr. |
Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet
- Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
- Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
- Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
- Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
- Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
- Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
- Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter
Vil du selv sørge for fly og forsikring?
Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve volontøropholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.

Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.
Global Contacts økonomi
Vi tror på fuld økonomisk gennemsigtighed. Derfor kan du altid få at vide hvad dine penge går til når du tager af sted med os. Klik og se hvordan udgifterne fordeles.
Visum
Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger, eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre, hvordan du søger visum.
…til dit ophold i Nepal
Du skal have visum, når du rejser til Nepal. Visummet søges i Kathmandu lufthavn, og koster 100$, der betales kontant. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.
Den midlertidige adresse du skal opgive i ansøgningen er:
Global Platform Nepal
MS Nepal
Gyaneshwor, GPO Box 4010
Kathmandu
Nepal
…til dit ophold i Filippinerne
Du skal have visum, når du rejser til Filippinerne. Du skal på forhånd søge visum på Det Filippinske Generalkonsulat i Danmark. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.
Rejseforsikring
Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen, mens du er af sted, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.
OBS: Forsikring er 25% dyrere for færinger, så den samlede pris på opholdet vil stige med ca. 500 kr.
Vaccination
Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig, når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.
Husk at du er gæst
Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel. Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, som Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for egen regning og uden refusion.
Videre rejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet
Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du sige det ved tilmeldingen. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du skifter mening undervejs og gerne vil opleve mere af lokalområdet, tage på safari eller dykke med dem, du har mødt undervejs. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af pris.
Telefon
Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater. Din kontaktperson kan hjælpe dig med dette.
Medlemskab
At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Du melder dig ind i forbindelse med din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.














