Global Volontør Ung i Cambodja
Cambodja er et land med en skræmmende historie og fortid. Landet har oplevet en enestående udvikling over de sidste 40 år og du kan blive en del af den! Bliv frivillig i Cambodja og få mulighed for at komme helt tæt på, og få indsigt i kulturen og livet i dette spændende land. Du kan arbejde frivilligt med børn, enten på skoler eller på børnehjem.
Vil du gøre en forskel?
Som volontør gør du en forskel, mens du flytter dine egne grænser gennem mødet med en anden hverdag og kultur indefra. Du møder et nyt sprog, konfronteres med andre skikke og anderledes mad og får ikke mindst en ny vinkel på verden. At være volontør betyder, at du kommer helt tæt på og får øjenkontakt med mennesker, der selv prøver at gøre en forskel.

Hvad kan du arbejde med?
I samarbejde med vores lokale samarbejdspartner har du en unik chance for at lave frivilligt arbejde i Cambodjas hovedstad Phnom Penh eller i små landsbyer i landets provinser. Der vil alle steder være mulighed for at undervise i engelsk, arbejde på et børnehjem eller arbejde i en organisation med forskellige fokus på menneskerettigheder. Du må meget gerne skrive i din ansøgning om du ønsker at arbejde på landet eller i Phnom Penh og er meget velkommen til at ringe herind hvis du har yderligere spørgsmål til mulighederne ved hvert sted. Du vil have mulighed for at arbejde i 7 forskellige provinser blandt andet i Kompot, Phnom Penh, Siem Reap.
Det er helt op til dig at vælge, husk blot at uddybe i din ansøgning hvad du helst kunne tænke dig, så vi har mulighed for at planlægge det bedste ophold til dig. Du kan vælge mellem følgende muligheder af arbejde:
Undervisning af børn/unge:
Her har du mulighed for at arbejde på en lokal skole og undervise i
engelsk eller andre fag, som du finder interresant og har lyst til at lære fra dig i. Du må meget gerne selv komme forslag til, hvad du kunne tænke dig at lave med børnene i pauserne, eller hvis du har bestemte interesser herhjemme, som du vil dele med børnene dernede.
Der vil også være mulighed for at undervise på et børnehjem og kombinere det med at lave andre ting på hjemmet udenfor undervisningen, såsom lege, lektiehjælp og andre aktiviteter, som de laver på hjemmet.
Der vil altid være mindst én person, som snakker engelsk, og de ældste børn vil kunne snakke engelsk. Du vil få en kontaktperson på stedet, som du vil kunne spørge om alt det praktiske, som du støder på undervejs i dit ophold.
Børnehjem:
Har du lyst til at være sammen med en masse børn i alderen 1-17 år, kan du arbejde på et børnehjem. Du vil som volontør være en person, som kommer med nye ideer og en ekstra hånd for personalet, og som kan give en ekstra omsorg for de børn, der har brug for det. Du vil derudover have mulighed for at hjælpe børnene med lektier, arrangere lege, lave mad, personlig hygiejne og hvad der ellers kan opstå.
Der vil være gode muligheder for, at du selv igangsætter lege og tager initiativ til at lave en masse forskellige ting med børnene, hvis du skulle have lyst til det. Du vil få en masse ideer til dette på grundkurset og videre på platformen, før du
starter som volontør.
Har du lyst til at undervise børnene i engelsk, er de også altid meget glade for dette. Du må meget gerne skrive dette i din ansøgning. Du kan undervise de helt små med sanglege og andre lette engelske ord, da der ofte er et stort behov og ønske om at lære engelsk.
Du vil på børnehjemmet blive tilknyttet en kontaktperson, som snakker engelsk, og som du altid har mulighed for at stille de spørgsmål, som der kan opstå undervejs, og som vil hjælpe dig tilrette.
Hvor meget skal du arbejde?
Arbejdstiden er i dagtimerne og vil være på ca. 25-30 timer om ugen. Du skal være opmærksom på, at det kan blive nødvendigt, at du selv tager initiativ til arbejdsopgaver, hvis du ikke synes, der er nok at lave. Har du lyst til at tage initiativ til aktiviteter uden for din normale arbejdstid, vil der oftest være mulighed for at igangsætte egne eller
fælles projekter på stedet eller i lokalområdet.
Det forventes at du arbejder 5 dage om ugen, men i weekenden har du fri til at slappe af, tage på mindre ture eller mødes med andre volontører. Hvis du ønsker at tage en forlænget weekend, kan det oftest arrangeres med arbejdsstedet. Ferier og helligdage varierer. Din kontaktperson vil fortælle dig om eventuelle lukkedage, når du ankommer til dit projekt.
Hvor skal du bo under dit frivillige ophold?
Du vil blive indkvareret hos en lokal familie tæt på din arbejdsplads. Du får dit eget værelse, og her vil være alle de nødvendige faciliteter. Du vil have adgang til elektricitet, men elektriciteten kan i nogle tilfælde være ustabil. At bo hos en lokal familie er i sig selv en stor del af at bo i og blive del af en anden kultur. Det giver dig en unik mulighed for at snakke med de lokale, lære normer, traditioner og kultur bedre at kende, blive taget med til forskellige private arrangementer, samt få et familiært hjem og et lokalt tilhørsforhold, hvilket alt sammen medvirker til, at du kommer helt tæt på befolkningen, samfundet og kulturen.
Mad og drikke
En vigtig del af dit ophold er det kulturelle møde med den lokale befolkning og deres skikke og madvaner, og derfor spises alle måltider sammen med den familie, du bor hos. Du får herved muligheden for at spise det lokale mad. Du vil spise det samme som din familie, og der vil ikke blive tilberedt særlig mad til volontører. Alle måltiderne er inkluderet i opholdet, medmindre andet er oplyst. Du vil altid have adgang til drikkevand, hvor du bor. Hvis kvaliteten er lav, vil vandet enten være kogt eller filtreret.
Sprog
Der vil altid være mindst én i din værtsfamilie, der taler engelsk.
Dit lokalområde
Du vil ofte komme til at bo i en mindre by i naturskønne omgivelser. Alle vores samarbejdspartnere spiller en vigtig rolle i lokalmiljøet, og du vil blive vel modtaget af befolkningen. Det forventes samtidig, at du går aktivt ind i kulturmødet. Der kan godt være flere volontører i det område, du bor i, men for at du nemmere kan blive en del af lokalmiljøet, ligger de fleste af projekterne uden for turistområderne.
Trænger du til at slappe af i weekenden, når du har fri, kan du tage til Shianoukville. En lille by med lækre strande, strandbarer, nyfanget fisk og blåt vand. Stedet bliver mange steder beskrevet som konkurrent til Thailands smukke strande, så skynd dig at kom af sted, inden andre opdager det.
Angkor Wat, et af verdens syv vidundere ligger også i Cambodja. Et helt unikt sted, som alle bør opleve.
Sikkerhed
Din sikkerhed er altid førsteprioritet, når du tager af sted med Global Contact. Vi er altid yderst opmærksomme på sikkerhedssituationen i de lande, hvor vi tilbyder ophold, og du kommer kun af sted, hvis vi kan stå inde for din sikkerhed. Derfor:
- Bliver du hentet i lufthavnen, når du ankommer.
- Holder vores medarbejdere i regionen og vores lokale partnere os løbende opdateret.
- Vil vores lokale partner sørge for, at du er i sikre hænder under hele dit ophold, og at du har en personlig kontaktperson.
- Vil din koordinator fra Global Contact være i løbende kontakt med dig under hele dit ophold.
- Vil du altid have muligheden for at ringe til vores nødtelefon, hvis der skulle opstå en nødssituation.
Yderligere er opholdet på Global Platform med til at skabe en tryg ramme om dit ophold, da du bliver forberedt på, hvordan det er at stå på egne ben i et fremmed land. Vi lægger stor vægt på, at du er godt klædt på til de oplevelser, der venter dig, og vores professionelle undervisere vil sikre, at du får et godt indblik landets sprog, kultur, religion m.m.
Vi sørger med andre ord for en meget grundig forberedelse op til dit ophold og for den optimale sikkerhed under dit ophold. Så lytter du til folkene omkring dig, følger deres råd og bruger din sunde fornuft, kommer du ikke galt af sted.
Skulle uheldet være ude, inkluderer dit ophold en Gouda Super Forsikring med den højeste forsikringsgrad.
5 gode råd:
- TRAFIK. Brug sele og lad være med selv at køre bil. Se dig altid for og sæt ikke din lid til færdselsregler. Trafikken er hektisk og præget af dårlige vejforhold.
- TYVERI. Vær opmærksom på lommetyve - dette gælder især i storbyerne. Anmeld tyveri på den nærmeste politistation og få en kvittering, ellers dækker din forsikring ikke.
- VÆRDIER. Tag kun værdier med som du kan tåle at miste. Hav pas og penge tæt på kroppen, hvor det er svært for lommetyve at komme til. Fordel dine penge så du ikke behøver vise hele din formue, hver gang du skal købe noget. På den måde er du heller ikke helt fortabt, hvis du bliver bestjålet.
- SIKKERHED. Registrér dig på den danske ambassade når du ankommer. Så bliver du informeret, hvis der sker ændringer i forhold til sikkerhedssituationen. Global Contact vil som minimum tage udgangspunkt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
- POLITIK. Bland dig ikke i politik. I mange lande diskuterer man ikke politik offentligt, da det kan være farligt. Ikke nødvendigvis for dig, men for dem du taler med. Så tænk dig om, før du spørger folk på gaden om deres holdning til landets regering.
Godt forberedt
Når du rejser ud for at hjælpe andre, er det vigtigt, at din hjælp faktisk også gavner. Derfor sørger vi for, at du får redskaberne, så du er klædt godt på til at kunne gøre en forskel. På den måde sikrer vi, at det bliver en god oplevelse at være af sted. Både for dig og det sted, hvor du er volontør.

Grundkursus i København
Jo bedre du er forberedt, des mere får du ud af dit ophold. Du vil derfor ca. 4 uger inden afrejse deltage i et 5-dages Grundkursus i København. Her får du grundig information om dit projekt, og hvor du skal bo. Gennem workshops, debat og rollespil bliver du forberedt på mødet med en anden kultur. Her vil komme en tidligere volontør fra netop det land, du skal til, så du kan stille små og store spørgsmål til en, der har været det hele igennem. Du vil også møde din kontaktperson i Global Contact, høre mere om Global Platform, få pakketips, flybillet-information fra Kilroy samt vejledning fra en læge. Det er også på Grundkurset, du møder de andre volontører, som du skal rejse med. Grundkurset afholdes på Global Platform København, Fælledvej 12, Kbh N og inkluderer kost og logi. Se et eksempel på programmet.
Global Platform i Nepal
Alle der tager til Asien starter med 4 uger på Global Platform Nepal, der ligger som en oase midt i Kathmandus pulserende liv. Her forberedes du og andre unge på opgaven som volontør i en asiatisk kultur ved at lære om, hvilke kræfter der er på spil - både de kræfter, der arbejder for at skabe forandring og de, der holder fast i status quo. Vi tager fat der, hvor Grundkurset slap, men bliver praktisk orienteret med fokus på den asiatiske kultur. Du kommer på mange ekskursioner, laver aktiviteter med de lokale og gør dig de første erfaringer med at være volontør, når du kommer ud og prøve at undervise, arbejde med konkrete cases, lave workshops med de lokale unge og tage på projektbesøg. Du vil lære om historien, religionerne, globalisering, det politiske miljø og kulturforståelse. Undervejs i forløbet vil du med vejledning fra de danske og lokale facilitatorer planlægge et mini-projekt, som du selv vælger. Projektet kan du evt. føre ud i livet, når du senere selv skal ud som volontør. Og så skal du have selvfølgelig have det sjovt! Du vil desuden blive undervist i nepali, så du kan kommunikere med lokalbefolkningen. Læs mere om Global Platform eller følg med i deltagernes oplevelser på Global Platform Nepal på deres blogside.
Ankomst på dit projekt
Efter Global Platform flyver du til Cambodja, hvor du vil blive hentet i Phnom Penh lufthavn af vores lokale partner. Efter nogle dages introduktion, hvor du lærer mere om lokalområdet og dit arbejdsted, vil du blive hjulpet i gang med dit arbejde og indlogeret hos din værtsfamilie.
Hjemkomstweekend
Global Contact tilbyder alle volontører en hjemkomstweekend efter endt ophold. Her kan du gense dine rejsefæller, evaluere dit ophold og dele dine oplevelser med andre. Der er også workshops i formidling, kampagne eller idéer til, hvordan du kan lave frivilligt arbejde, hvis du har mod på det. Hjemkomstweekenden finder sted 1-2 måneder efter, du er kommet hjem. Hjemkomstweekenden inkluderer kost og logi og afholdes på Global Platform i København, Fælledvej 12, Kbh N. Læs mere om hjemkomstweekenden her.
Tilmelding
Når du bestiller dit ophold kan du vælge også at lade Global Contact stå for dit fly og din forsikring (se fordelene længere nede).
Du bør senest tilmelde dig 10 uger før din afrejse, men jo tidligere du melder dig, des større chance er der for, at vi kan opfylde dit ønske om arbejdssted og en evt. rejsekammerat. Du kan reelt melde dig helt op til Grundkurset, men så kan vi ikke love at du vil få alle detaljer om arbejdssted og værtsfamilie på kurset.
Du betaler 5.000 kr. ved tilmelding. Vi sender en opkrævning på restbeløbet ca. 2 måneder før afrejse.
Hvad koster opholdet?
| Volontørophold 16 uger | Pris ialt DKK |
|
4 uger på Global Platform Nepal 12 ugers volontørophold Cambodja |
22.400 kr.* |

Skal Global Contact købe din flybillet?
| Flystrækninger og rejseforsikring | Pris ialt DKK |
|
Fly: København - Global Platform Nepal - Cambodja - København Forsikring: Gouda Super (ca. 2.500 kr.) |
14.000 kr. |
Fordelene ved at lade Global Contact stå for din flybillet
- Du er dækket under Pakkerejseloven som bl.a. sikrer dig ved naturkatastrofer o. lign.
- Du bliver booket på samme flyafgang som de øvrige deltagere, så du aldrig rejser alene fra Danmark
- Du bliver hentet i lufthavnen ved ankomst og kørt videre til Global Platform
- Du får en fleksibel flybillet der til en hver tid kan datoændres hos Kilroy – også efter du er taget af sted. Ændringer koster et mindre gebyr til flyselskabet, og forudsætter at der er plads på flyet den dag du vil hjem.
- Du er dækket af en udvidet rejseforsikring, specielt beregnet på ulandsophold
- Du er dækket af en afbestillingsforsikring hvis du bliver ramt af sygdom eller kommer alvorligt til skade inden afrejse
- Du kan bruge din tid på at pakke og være sammen med venner og familie, mens vi finder og booker dine flybilletter
Vil du selv sørge for fly og forsikring?
Hvis du vælger selv at købe din flybillet og forsikring, skal du kun betale Global Contact for selve volontøropholdet. Hvis du vælger dette, er det vigtigt, at du først køber flybilletten, når du har fået dit ophold endeligt bekræftet af Global Contact. Du vil samtidig modtage udførlige instrukser om hvor og hvornår du skal ankomme. Hver destination har et fast mødested, ofte i landets hovedstad, hvor du vil blive modtaget af vores lokale personale.
Husk det er dit eget ansvar at få booket flybilletten til tiden samt købe en dækkende rejseforsikring.

Prisen på opholdet uden fly og forsikring inkluderer det samme som ovenstående med undtagelse af fly, forsikring og afbestillingsforsikring og afhentning foregår på et aftalt mødested i stedet for i lufthavnen.
Global Contacts økonomi
Vi tror på fuld økonomisk gennemsigtighed. Derfor kan du altid få at vide hvad dine penge går til når du tager af sted med os. Klik og se hvordan udgifterne fordeles.
Visum
Du skal selv sørge for at søge visum til de lande, du skal besøge, samt stå for udgifterne. Vi har herunder skrevet de normale regler, men dobbelttjek dem på ambassadens hjemmeside, da disse til tider kan ændres med kort varsel. Hvis du er udenlandsk statsborger eller har flygtninge- eller fremmedpas, skal du kontakte ambassaden for at høre, hvordan du søger visum.
…til dit ophold i Nepal
Du skal have visum, når du rejser til Nepal. Visummet søges i Kathmandu lufthavn, og koster 40$, der betales kontant. Det er vigtigt, at du ansøger om turistvisum. Husk også at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.
Den midlertidige adresse du skal opgive i ansøgningen er:
Global Platform Nepal
MS Nepal
Gyaneshwor, GPO Box 4010
Kathmandu
Nepal
…til dit ophold i Cambodja
Du skal have visum, når du rejser til Cambodja. Visummet søges i Phnom Penh lufthavn og koster 25$, men varer kun en måned. Det er vigtigt at du søger om buisnessvisum og medbringer et pasfoto. Skal du være af sted i længere tid end en måned, kan der søge om forlængelse i landet. Når du rejser med Global Contact, så kan den lokale partner hjælpe med forlængelsen.
Det er også vigtigt ved forlængelsen, at du ansøger om businessvisum og medbringer et pasfoto. Husk også, at dit danske pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. efter din hjemrejsedato.
Du kan bruge følgende adresse til din ansøgning:
No.67, Street 123,Sangkat Toul Tompoung1,
Khan Chamkar Morn, Phnom Penh,
Kingdom of Cambodia.
Tilmelding
Da organisationerne i Cambodja, som du vil arbejde ved, alle arbejder med børn bedes du indsende et scannet billede af din internationale straffeattest samt et CV på engelsk, når du modtager en bekræftelse på opholdet. Dette sendes til Julie (jum@ms.dk).
Du kan på din lokale politistation hente din personlige straffeattest. Har du nogle spørgsmål angående dette er du velkommen til at kontakte din koordinator på samme mail adresse.
Rejseforsikring
Når du rejser med os, får du en Gouda Super forsikring, som gælder under dit ophold. Hvis du ændrer hjemkomst inden afrejse, forlænger vi forsikringen automatisk, og du vil blive opkrævet det ekstra beløb sammen med din restbetaling. Forlænger du hjemrejsen, mens du er af sted, skal du kontakte Kilroy for at forlænge din forsikring.
OBS: Forsikring er 25% dyrere for færinger, så den samlede pris på opholdet vil stige med ca. 500 kr.
Vaccination
Vaccinationer og forebyggende medicin kan være nødvendig, når du rejser, da der vil ofte være sundhedsmæssige risici forbundet med at rejse i udlandet. Global Contact anbefaler at du i god tid opsøger din egen læge for at få information om vaccinationer og anden forebyggelse. Husk at medbringe dit vaccinationskort på selve rejsen.
Husk at du er gæst
Du skal være opmærksom på, at du kommer som gæst til et fremmed land. Du skal respektere den lokale kultur og følge de retningslinjer, som vores samarbejdspartnere giver. Det er strengt forbudt at indtage enhver form for narkotika, og vi forventer, at du i særdeleshed respekterer kulturelle traditioner inden for påklædning, alkohol og social acceptabel opførsel. Du er en del af Global Contact både før, under og efter dit ophold. Derfor skal du respektere de anvisninger, som Global Contact og vores partnere giver. I modsat fald forbeholder Global Contact sig retten til at afbryde opholdet for egen regning og uden refusion.
Vidererejse – hjemrejsedato – ændring af flybillet
Hvis du inden afrejse ved, at du har lyst til at backpacke eller rejse videre på egen hånd efterfølgende, kan du sige det ved tilmeldingen. Vi hjælper gerne med en samlet rejse til flere lande. Du kan til enhver tid ændre din hjemrejsedato og til tider også din afrejselufthavn. Det kan jo være, at du skifter mening undervejs og gerne vil opleve mere af lokalområdet, tage på safari eller dykke med dem, du har mødt undervejs. Du kan ændre din flybillet undervejs ved hjælp af Kilroy. Det koster lidt at ændre billetten alt afhængigt af flyselskabet. Kontakt Kilroy, når du har modtaget din billet, for oplysning af pris.
Telefon
Når du ankommer, kan det være en idé at købe et lokalt SIM-kort, så du kan ringe billigt hjem eller til dine rejsekammerater. Din kontaktperson kan hjælpe dig med dette.
Medlemskab
At rejse med Global Contact kræver, at man er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke. Du melder dig ind i forbindelse med din tilmelding. Som medlem støtter du vores arbejde med at skaffe indflydelse til verdens fattigste, ligesom du får vores medlemsblad tilsendt.














