Fra Århus til Al Fawar

21-årige Charlotte Sandst fra Århus har de sidste tre måneder været frivillig i Palæstina gennem Mellemfolkeligt Samvirke, hvor hun har undervist børn i engelsk og boet hos en lokal familie.

Af Signe Hare, Kommunikationspraktikant i Palæstina

25. juli 2011

“Det er helt vildt, så godt de har taget imod mig. De behandler mig fuldstændig som et af deres egne børn”, fortæller 21-årige Charlotte Sandst om den familie, som hun i de sidste tre måneder har boet hos i flygtningelejren Al Fawar syd for Hebron i de besatte palæstinensiske områder. Her har hun undervist palæstinenske børn i engelsk og er kommet helt tæt på hverdagen i lejren.

Udover mor og far deler Charlotte hus med deres seks børn der fordeler sig i alderen fra et til 19 år, og som hun efter tre måneder betragter som sine egne søstre og brødre. Men da hun tog hjemmefra Danmark i april måned, havde hun ikke nogen idé om, hvordan hendes liv de næste tre en halv måned skulle forme sig.

”Jeg var ret spændt på hvad jeg kom ned til. Man forestiller sig jo en flygtningelejr som noget med en masse telte og hegn. Men jeg var indstillet på at tilpasse mig hvad som helst”, siger hun men understreger, at hun er rigtig glad for at have fået sit eget værelse og toilet i familiens hus.

Kulturel Indsigt
Hun har siden hun fik sin studentereksamen i sommeren 2010 arbejdet på en tankstation i Århus for at spare op til opholdet i Palæstina. Et land som hun valgte, fordi hun altid har været fascineret af den arabiske kultur.
”Jeg er vokset op i et område i Århus med mange mange der taler arabisk, så jeg ville gerne forstå deres baggrund og hvor de kommer fra”, siger hun og uddyber hvordan den del af opholdet har levet fuldt ud op til hendes forventninger.

”Jeg har virkelig lært meget af at bo her. De har givet mig et indblik i både deres kultur og deres religion og så selvfølgelig alle deres håb for fremtiden”, siger hun. Hun mener dog, at noget af det vigtigste hun tager med sig hjem til Århus er den arabiske gæstfrihed og optimisme, der gælder overalt i lokalsamfundet, på trods af de mange begrænsninger der definerer hverdagen i flygtningelejren.

”De kan ikke rejse frit rundt som jeg kan, og det er rigtig svært at få et arbejde eller understøttelse af nogen form. Men i stedet for at tænke på hvad de mangler, så er de glade for hvad de har. Især familien er rigtig vigtig. Det kan man nok godt lære noget af som dansker”, siger hun.